X
    Categories: Blog

Omlægning af haven – første skridt

Hej kære følgere!

Så blev det tid til det første blogindlæg – hvor har vi glædet os. Denne gang sidder vi sammen og skriver, men fremover vil vi også skrive nogle indlæg hver især.

Vi har nu brugt de sidste måneder inde i huset med istandsættelse, så vi forhåbentligt snart kan flytte ind. Vi er dog ved at være så langt, at Jens og Søren står for resten alene indenfor, og vi tøser kan begynde på haven. Det er en stor, men meget gammel have som trænger til en kærlig hånd og omlægning. På nuværende tidspunkt planlægger og tegner vi, inden vi rigtig kan gå i gang med alt det sjove!

Der skal laves to nye terrasser, så vi altid har et sted med sol uanset tidspunkt på dagen. Planen er, at der skal være solsenge og selvfølgelig nogle havemøbler vi kan sidde og spise og hygge ved – og så skal vi selvfølgelig have nogle hyggelige blomster. Vi har snakket om, at lave et lille hjørne i haven med grøntsager, kartofler og krydderurter – det kunne være så lækkert med hjemmedyrkede grøntsager til hyggelige grillaftener og så selvfølgelig krydderurter.

Den store græsplæne skal også omlægges, så den igen bliver plan og fyldt med lækkert græs. Vi starter op med, at der kommer enfræser og så jævner vi haven med jorden, så vi rigtig kan starte på en frisk! Når det er gjort får vi målt op til de to terrasser og til blomsterbede, så vi kan klargøre græsplænen. Den skal både planes ud og så skal der sås græs – og så håber vi, at fuglene lader frøene ligge, så de kan tage fat og blive fine grønne, så vi kan få en blød og lækker græsplæne som vi kan hygge os på.

Terrasserne bliver helt simple med små gårdfliser hvor vi lægger en ”ukrudtsdug” under, så vi slipper for at skulle luge mellem alle fliserne. For at pynte terrasserne har vi snakket om, at få nogle fine, store blomsterkrukker op med en masse fine farver. Som overdækning på terrasserne bliver det enten nogle store parasoller og ellers så får vi lavet et ”sejl” som vi kan sætte op for at skabe skygge eller hvis det regner.

Vi når nok ikke at få så meget glæde af haven denne sommer, da det jo allerede er juni måned nu, og det kommer til at tage tid at få haven helt på plads. Men så kan vi glæde os til næste sommer, hvor vi rigtig kan få udnyttet det hele! Målet er derfor også, at vi bliver 100% færdige med begge terrasser, alle blomsterbede, køkkenhaven og så selvfølgelig græsplænen. Vi skal forresten også have bygget et lille skur i haven, hvor vi kan stille alle møbler og redskaber ind om vinteren – skuret skal også nå at blive færdig denne sommer. Men vi er ret sikre på, at vi nok skal nå det!

Nu skal vi ud og vælge de endelige fliser til terrasserne, kigge efter træ til skuret og så måske tage et lille kig på mulige havemøbler – vi skal nok få skrevet et indlæg om det hele, en af dagene!

Knus J & S

 

admin:
Related Post